
AC Horsens fortsætter den langsigtede udvikling efter oprykning til 3F Superliga
30.10.2026 13:00
AC Horsens har ændret regnskabsår, så det fremover følger fodboldsæsonen. Regnskabet dækker derfor en seks måneders overgangsperiode fra 1. januar til 30. juni 2026, som er præget af fortsatte investeringer i spillertruppen, talentudviklingen og organisationen, men som ikke omfatter transferindtægterne fra sommerens transfervindue, der først åbnede efter regnskabsperiodens afslutning.
Resultatet er overordnet på niveau med klubbens forventninger til perioden, men er påvirket af eksterne faktorer som valutaudsving mellem danske kroner og amerikanske dollars samt omkostninger i forbindelse med oprykningen til 3F Superliga. Til gengæld er den underliggende drift (EBITDA) forbedret med 6 procent sammenlignet med samme periode året før.
Investeringerne er en del af klubbens langsigtede strategi om at etablere AC Horsens i 3F Superliga og opbygge en stærk sportslig model med udvikling af unge spillere som et centralt element.
Det første store delmål blev indfriet i foråret med oprykningen til 3F Superliga. Samtidig har klubben taget store skridt i udviklingen af unge spillere, hvor hele fem spillere under 20 år var fast en del af førsteholdstruppen i forårssæsonen.
Bestyrelsesformand Bill Binnie ser udviklingen som vigtige skridt i den langsigtede opbygning af klubben:
- Vi ved, at det kræver store investeringer, tålmodighed og hårdt arbejde at flytte AC Horsens derhen, hvor vi gerne vil være. Vi arbejder uden loft for, hvor langt vi kan udvikle klubben, og vi har store ambitioner for fremtiden. Oprykningen til Superligaen var en vigtig milepæl, og vi er stolte af, at vi har nået den med et hold, hvor unge spillere spiller en vigtig rolle. Men oprykningen var kun første skridt. Vi bygger AC Horsens med et langsigtet perspektiv og ved, at der stadig ligger masser af hårdt arbejde foran os, siger Bill Binnie.
Oprykningen til 3F Superliga giver samtidig AC Horsens et stærkere sportsligt og kommercielt fundament med øgede indtægter, større eksponering og bedre muligheder for at udvikle værdien af spillertruppen.
Redkordtransfer efter regnskabsperiodens afslutning
Regnskabsperioden sluttede den 30. juni 2026 og omfatter dermed ikke sommerens transfervindue, hvor en væsentlig del af klubbens transferaktivitet fandt sted.
Efter regnskabsperiodens afslutning gennemførte AC Horsens den største spillertransfer i klubbens historie, da Christ Tapé blev solgt til franske Toulouse FC. Transferen har styrket klubbens finansielle position og vil først få regnskabsmæssig effekt i det efterfølgende regnskabsår.
Salget af Christ Tapé er samtidig et konkret resultat af klubbens langsigtede strategi om at identificere og udvikle unge spillere med stort potentiale.
- Vi vil være dygtige til at finde unge spillere med stort potentiale, give dem de rette rammer til at udvikle sig og skabe værdi for både spilleren og klubben. Vi begynder nu at se resultatet af det arbejde, men vi er stadig kun i begyndelsen. Vi tror på den retning, vi har sat, og vi er her for at opbygge noget på lang sigt, slutter Bill Binnie.
Klik her for at hente årsrapporten for første halvår af 2026.



