Mål, drama, top seks og fri entré for børn

12.10.2026 07:32

AC Horsens fejrer børnenes efterårsferie og giver fri entré for børn til og med 15 år til fredagens opgør mod Randers FC.

Hvis du er vild med mål, drama og fodbold, der aldrig er afgjort før sidste fløjt, så er der ingen grund til at lægge andre planer fredag aften. AC Horsens har i den grad vist, at holdets kampe er værd at se til ende.

I de seneste to kampe er der scoret 10 mål, og i begge opgør har ”de gule” slået til i sidste sekund. Så hvis du plejer at snige dig mod udgangen lidt før tid, risikerer du ganske enkelt at gå glip af det bedste.

Efter fredagens kamp er Niki Zimlings mandskab halvvejs gennem grundspillet i 3F Superliga, og Delac, Palsson, Madsen og de øvrige spillere fastholder pladsen i top seks med et godt resultat mod kronjyderne.

AC Horsens var som oprykker af mange eksperter spået til nedrykning, men klubben på Langmarksvej har i de første 10 runder vist sig at være blandt ligaens mest scorende hold og har leveret masser af underholdning.

Børnenes efterårsferie skal fejres, og det gør AC Horsens med et særligt tilbud til de yngste fans: Alle børn til og med 15 år får fri entré til kampen mod Randers FC, så tag børnene, vennerne eller hele familien med på stadion, og giv dem en aften med intens fodbold, fællesskab og forhåbentlig masser af gule jubelscener.

De voksne skal naturligvis heller ikke snydes. Der er gode tilbud i fanbaren The Long Field Road og i boderne, så der er rig mulighed for at gøre aftenen ekstra hyggelig. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00, men opvarmningen begynder allerede fra klokken 18.00 i den gule fanzone under Nordtribunen, hvor der er aktiviteter for både store og små. De yngste kan boltre sig i hoppeborgen, få ansigtsmaling i de gule farver eller hygge sig med tegning og spil.

Familie og venner kan samtidig udfordre hinanden på pannabanen eller dyste i corn hole, inden kampen mod Randers FC fløjtes i gang.

Har du sæsonkort til kampene på Hybel Arena Horsens? Så har du en ekstra god grund til at invitere en ven, et familiemedlem eller en kollega med til fredagskampen. Alle betalende sæsonkortholdere har mulighed for at hente en ekstra billet til kampen mod Randers FC, og der er sendt en personlig voucherkode til sæsonkortholderne, som kan bruges til at hente billetten.

Find koden i din indbakke, hent billetten, og del oplevelsen med én, der også skal mærke stemningen på Hybel Arena Horsens. Jo flere vi er på tribunerne, desto bedre rammer kan vi skabe for holdet.

Klik her for at læse mere om tilbuddet til sæsonkortholdere.

Målene, spændingen og de vigtige point er på spil. Top seks er inden for rækkevidde efter halvdelen af grundspillet, børnene kommer gratis ind, og sæsonkortholderne kan tage en gæst med.

Vi ses på Hybel Arena Horsens.

Hvad gør jeg, hvis jeg allerede har købt en børnebillet til kampen?
Så sender du en mail til [email protected].

Hvordan får jeg fat i en børnebillet til kampen?
Du henter den i AC Horsens’ app eller via hjemmesiden, ligesom du normalt køber en billet. Klik her for at gå direkte til billetsiden.