
Midtvejsstatus: Præstationer og udvikling bekræfter ambitionerne
22.10.2026 11:46
Inden sæsonen var der mange, der pegede på AC Horsens som en af favoritterne til at rykke ud af 3F Superliga. Men efter halvdelen af grundspillets kampe har ”de gule” spillet sig op på sjettepladsen og dermed vist, at de har kvaliteterne til at konkurrere i landets bedste række.
Det er et resultat, der vækker glæde i klubben, men også giver et solidt fundament at bygge videre på. For sportsdirektør Esben Hansen handler placeringen ikke kun om point og tabeller – den er også et tegn på, at det daglige arbejde begynder at bære frugt.
- Hvis man isoleret ser på vores position i top seks, giver det os et beviseligt grundlag for at have ambitioner for resten af sæsonen. Den bekræfter os også i, at det daglige, hårde arbejde, som spillere og trænere leverer, bærer frugt over tid, siger Esben Hansen.
AC Horsens har fra begyndelsen haft troen på, at holdet kan etablere sig i 3F Superliga. Den aktuelle placering og udviklingen på banen styrker den tro, og Esben Hansen ser gode forudsætninger for, at AC Horsens kan tage yderligere skridt fremad.
- Det er vores overordnede mål, at vi skal etablere os i landets bedste række, og jeg er meget fortrøstningsfuld, for der er stor kvalitet i både trænerstaben og spillertruppen, siger sportsdirektøren.
Den nuværende placering i top seks giver mod på mere, for holdet har også udviklet sig som kollektiv, samtidig med at de enkelte spillere har taget skridt fremad. Netop den udvikling er afgørende, hvis AC Horsens skal bygge videre på den gode start og fastholde ambitionerne for resten af sæsonen.
- Mod afslutningen af grundspillet og i den første halvdel af denne sæson har vi set en rigtig god udvikling, både kollektivt og individuelt, og det forstærker troen på holdet, som vi hele tiden har haft, siger Esben Hansen.
Næste mulighed for at følge op på den positive udvikling kommer søndag den 25. oktober, når Sønderjyske Fodbold gæster Hybel Arena Horsens med kampstart klokken 16.00.
- Vi har respekt for et hold, der for tredje sæson spiller i Superligaen, og samtidig har vi en sund tro på, at vi selv har kvaliteterne til at gå ud og levere en god præstation, siger Esben Hansen.
AC Horsens har i denne sæson et gennemsnit på 4.735 tilskuere på Hybel Arena Horsens, og forhåbentlig vælger mange horsensianere at tilbringe søndag eftermiddag med Saine, Palsson, Madsen og de andre AC Horsens-spillere.
- Vi håber som altid på en solid opbakning på Hybel Arena Horsens, og det synes jeg også, at holdet har fortjent, lyder det fra sportsdirektøren.
AC Horsens har allerede vist, at holdet kan være med i 3F Superliga. Nu handler det om at fortsætte arbejdet, holde fast i udviklingen og jagte endnu flere gode resultater.
Søndag skal Hybel Arena Horsens være med til at løfte ”de gule”. Tag familien med, find den gule trøje frem, og vær med til at skabe den opbakning, som holdet fortjener.
Klik her for at købe billet til søndagens kamp.
Vil du være med til at gøre Hybel Arena Horsens uhyggelig? Klik her for læs hvordan.



