AC Horsens skriver kontrakt med Eskild Nørholm Frederiksen

28.07.2026 10:00

Den talentfulde forsvarsspiller har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2029.

Søndag den 26. juli kunne Eskild Nørholm Frederiksen sætte 15 lys i fødselsdagskagen, og han fejrede blandt andet dagen ved at skrive under på en treårig kontrakt med AC Horsens.

Han skiftede til AC Horsens fra Horsens fS som 13-årig og har siden været en del af Akademiet.

Akademichef Jacob Leth glæder sig over, at den talentfulde forsvarsspiller har valgt at fortsætte sin udvikling i det gode miljø på Langmarksvej.

- Eskild er en lokal spiller, som har været igennem en rigtig flot udvikling gennem flere år i AC Horsens. Han er en dygtig forsvarsspiller med et stort engagement i defensiven og en stærk vilje til at vinde sine dueller. Samtidig er han modig på bolden, hvor han er dygtig til at drive frem i banen, bryde linjer og spille fremadrettede afleveringer. Udover sine fodboldmæssige kvaliteter er Eskild en målrettet og vellidt dreng, som tager ansvar, går forrest og er en stærk leder og rollemodel for sine holdkammerater. Vi er derfor rigtig glade for, at Eskild har valgt at skrive kontrakt med AC Horsens. Vi ser frem til at følge hans fortsatte udvikling i de kommende år og tror på, at han har et spændende udviklingspotentiale, siger Jacob Leth.

Eskild Nørholm Frederiksen glæder sig over, at han fortsat skal være en del af Akademiet.

- Jeg har valgt at skrive kontrakt med AC Horsens, fordi det er en klub, der er i gang med at tage store skridt, og der er en god transition mellem årgangene. Vi har et godt miljø og trænere og ledere, der stoler på mig, og det er fedt at være en del af Akademiet, hvor vi har et godt fællesskab og dygtige trænere, der er gode til at udvikle os individuelt og som hold. Ambitionen er at blive en fast del af U17 og få træningspas med U19, og på lang sigt vil jeg gerne spille på stadion og blive solgt til udlandet, siger Eskild Nørholm Frederiksen.