Janus Drachmann bliver anfører i AC Horsens
01.07.2021 13:05
Drachmann overtager anførerbindet fra Hansson.
Den 11. juni kunne AC Horsens offentliggøre, at klubben havde forstærket sig med Janus Drachmann, der vendte tilbage til CASA Arena Horsens efter en periode på seks år, hvor han spillede for SønderjyskE, FC Midtjylland og OB.
Han fik uofficielt comeback for ”de gule” i lørdags, da AC Horsens mødte Randers FC på CASA Arena Horsens, og han bar anførerbindet i 1. halvleg. Det skal han vænne sig til, for han er netop blevet valgt som ny anfører for AC Horsens.
- Valget som ny anfører i AC Horsens er faldet på tilbagevendte Janus Drachmann. Janus er en naturlig lederskikkelse både på og udenfor banen. Han viser stort overskud som menneske og har et skyhøjt niveau i den daglige træning qua sin mentalitet. Det smitter positivt af på hans omgivelser, og samtidig kommer hans store erfaring, skarpe fodboldhjerne og ro i hektiske situationer den unge energiske fremadstormende trup til gode, fortæller Jens Berthel Askou og fortsætter:
- Janus bliver enormt vigtig som leder og rollemodel i jagten på at rejse os og etablere os i Superligaen igen, og vi er meget glade for han er kommet tilbage til AC Horsens for at indtage den rolle, siger cheftræner Jens Berthel Askou.
Janus Drachmann glæder sig over, at han er blevet valgt til hvervet som anfører.
- Det er en stor ære for mig at være anfører for AC Horsens, for det er min hjerteklub, og det var AC Horsens, der troede på mig fra starten, og her jeg fik mit seniorgennembrud så jeg kommer til at bære anførerbindet med stolthed. Jeg er den samme person på og udenfor banen, om jeg er anfører eller ej, men jeg er stolt over, at trænerteamet har kigget min vej og har udpeget mig til at være anfører, siger Janus Drachmann.
Han overtager anførerbindet fra Hallur Hansson, der har været en fantastisk kaptajn for ”de gule”.
- Hallur har været en stor profil i AC Horsens igennem mange sæsoner og samtidig været en fantastisk anfører og ambassadør for klubbens værdier. Hans arbejdsraseri og energiudladninger i både gode og hårde tider har drevet holdet frem. Han har til enhver tid sat holdet først og taget en uendelig række hårde knubs og kilometervis af sprints for at presse modstanderen eller lukke rum og dække af for sine medspillere. På baggrund af Hallurs ønske om at fortsætte karrieren andetsteds - senest ved kontraktudløb til vinter - er det naturligt at takke ham for hans kæmpe indsats som anfører og i samme ombæring sende stafetten videre, siger Jens Berthel Askou.