Har du sikret dig en billet til årets første hjemmekamp?

22.02.2023 09:52

Op mod 1.000 grønne Viborg-fans tager plads i udebaneafsnittet på søndag.

Efter mere end tre måneder uden gældende kampe på Nordstern Arena Horsens ruller superligabolden igen på den gule hjemmebane, når Viborg F.F. kommer på besøg søndag den 26. februar.

For første gang nogensinde skal udenlandske dommere dømme i 3F Superligaen, og det bliver Antoniou Menelas fra Cypern, der dømmer kampen mellem AC Horsens og Viborg med kampstart klokken 14.00. Han har landsmændene Marios Kalogirou og Omiros Tziortzis på linjerne.

I denne sæson har AC Horsens haft et tilskuersnit på næsten 4.600 på Nordstern Arena Horsens, og forhåbentlig bliver opbakningen også massiv på søndag. Viborg F.F. er trods nederlaget til FC Midtjylland i forårspremieren på andenpladsen i 3F Superligaen, og fodboldfeberen i Viborg betyder, at der bliver fyldt godt op i udebaneafsnittet på søndag – op mod 1.000 VFF-fans vil være på plads.

AC Horsens’ sæsonkortholdere er inviteret til AC Inside, der begynder klokken 11.30 og slutter klokken 13.00, og derfor åbner dørene til fanbaren The Long Field Road helt ekstraordinært først klokken 13.00. Dørene åbnes naturligvis igen efter kampen, så man kan tale kampens højdepunkter igennem med andre gule fans over en fadøl eller en sodavand.

Klik her for at læse mere om AC Inside.

Klik her for at læse mere om sæsonkort på abonnement.

Søndagens kamp byder på en premiere til AC Horsens’ nye, bæredygtige hjemmebanetrøje, der er blevet til i samarbejde med hummel, og den kan du læse mere om her.

AC Horsens har et fremragende samarbejde med klubberne i Insero Klubsamarbejdet, og ”de gule” vælger traditionen tro at invitere samarbejdsklubberne til fodbold på Nordstern Arena Horsens. Det sker på søndag, og forhåbentlig bliver det med massiv opbakning fra tribunerne, for medlemmer, trænere og ledere fra samtlige samarbejdsklubber bliver inviteret gratis med til opgøret. Hvis du spiller i en af samarbejdsklubberne, så tag fat i din træner, trinleder eller formand og hør, hvordan du får fat i en billet.

Klik her for at læse mere om Samarbejdsklubbernes Dag.

Klik her for at gå direkte til billetkøb.

Foto: Rsfoto