Kontrolleret satsning på oprykning resulterede i forventet underskud i AC Horsens

21.03.2023 08:00

AC Horsens jagtede oprykning til 3F Superligaen i år ét efter nedrykningen, og det resulterede i et utilfredsstillende, men forventet underskud i tråd med tidligere udmeldinger. Forventningen til regnskabet for 2023 er et plus på mellem fire og seks millioner kroner.

AC Horsens har netop præsenteret regnskabet for 2022, og det viser et underskud på knap 6,5 millioner kroner.

Herunder kan du læse uddrag af ledelsesberetningen:

Virksomhedens væsentligste aktiver

Hovedaktiviteten i Fodboldalliancen AC Horsens A/S er at drive en professionel fodboldklub og dermed beslægtet virksomhed.

Aktiviteterne omfatter salg af sponsorater, entré- og tv-indtægter samt indtægter ved deltagelse i turneringer, der er foreskrevet af Dansk Boldspil Union.

Herudover omfatter aktiviteten køb, salg og udlejning af spillere samt arbejde med udvikling af talenter via konceptet Den Gule tråd.

AC Horsens A/S strategi er at udvikle virksomheden til en oplevelsesvirksomhed, der når ud til et endnu bredere publikum og dermed skaber større synlighed i lokalområdet, regionalt, nationalt og internationalt og dermed styrker grundlaget for fremtidig udvikling, ikke mindst på sponsorsiden. På lang sigt ønsker vi at være så interessante for publikum, at vi kan fylde stadion.

Udvikling i aktiviteter og økonomiske forhold

Økonomisk udvikling

Årets resultat er utilfredsstillende selvom det er som forventet. AC Horsens er som fodboldklub meget afhængig af sine sportslige resultater. En nedrykning som vi oplevede i forrige sæson vil på trods af faldskærm og andre ting altid koste på økonomien.

Det kan aldrig gøres nøjagtigt op, men det er ledelsens vurdering, at nedrykningen og en tilbagevenden til Superligaen gennem en kontrolleret satsning har kostet klubben under 5 mio. kr., hvilket må anses at være meget tilfredsstillende sammenholdt med tidligere tiders nedrykninger.

Gennem en fornyet oprykning til Superligaen i sommeren 2022 har vi fået lejlighed til igen at teste vores hold og samlede set-up på højeste niveau. Vores ambitioner er høje, men samtidig må vi også være realistiske. Med det formodede næstmindste spillerbudget i ligaen, skal vi overpræstere hele tiden.

Vi arbejder alle i klubben hårdt for at få de bedst mulige resultater med de midler vi har, men vi har også hele tiden i ledelsen en plan-B. Det betyder, at vi hellere vil tage en nedrykning end risikere klubbens langsigtede eksistens.

Årets resultat udviser et underskud på t.kr. 6.462 og egenkapitalen udgør pr. 31. december 2022 t.kr. 19.992. Årets resultat er skuffende, men samtidig forventeligt og i tråd med tidligere udmeldinger.

Virksomhedens nominelle selskabskapital er kr. 3.330.928, hvoraf AC Horsens A/S selv ejer 7,18% af selskabskapitalen svarende til 478.337 aktier á nominelt kr. 0,5. Det er dog et mantra i klubben, at vi skal udvikle os langsigtet økonomisk, hvorfor vi altid vil arbejde efter langsigtet balance i driften. Vi er således i klubben generelt meget stolte af de sportslige resultater, som vi har opnået i de seneste år, når man ser på de rammer, som vi har haft.

Vi er samtidig meget bevidste om, at det også har skabt en helt naturlig forventning fra omverdenen og ikke mindst os selv. Vi er derfor stolte over, at vi hurtigt kom tilbage til Superligaen, selvom vi naturligvis er helt bevidste om, at vores økonomiske virkelighed er den samme, som sidst vi var i superligaen.

Sportslig udvikling

AC Horsens A/S strategi er at udvikle virksomheden til en oplevelsesvirksomhed, der når ud til et endnu bredere publikum og dermed skaber større synlighed i lokalområdet, regionalt, nationalt og internationalt og dermed styrker grundlaget for fremtidig udvikling, ikke mindst på sponsorsiden. I den sammenhæng vil vores bedste hold altid være flagskibet, som trækker flest ressourcer i klubben.

Selvom Superligaholdet er flagskibet, har vi i klubben valgt, at vi skal anvende betydelige ressourcer på egen talentudvikling. Det betyder, at vi på sigt ønsker, at 20% af spilletiden er kommet igennem vores egne rækker.

På ungdomssiden er målsætningen for akademiet at fastholde vores høje niveau ved at opnå mindst 3½ stjerne. Der udover ønsker AC Horsens at gøre en fortsat større indsats for børnefodbolden hos vores 25 samarbejdsklubber.

Vi vil gerne udvikle hele vores bidrag til talentudviklingen i dansk fodbold, men vi er også helt beviste om, at der kan komme et tidspunkt, hvor vores talenter måske skal videre.

De økonomiske muligheder vil altid være en begrænsning for de sportslige ambitioner. Ledelsens opfattelse vil derfor altid være på den langsigtede udvikling frem for de kortsigtede resultater.

Der er derfor overordnet tilfredshed med de løbende forbedringer i vores professionalisme både på, omkring og uden for banen.

Hvis klubben på sigt skal kunne løfte sine ambitioner endnu mere, så kræver det midler. I den kommende tid, vil vi forsøge at finde eksterne midler, således vi kan løfte vores træningsfaciliteter til glæde for både talentudviklingen og vores bedste hold.

Begivenheder efter balancedagen

Efter regnskabsårets udløb har Rosenborg solgt en spiller, hvor vi har en videresalgsklausul. Dette vil give os en pæn gevinst i regnskabet næste år.

Forventet udvikling

Der forventes et overskud på mellem 4-6 mio. kr. i det kommende regnskabsår. Dette vil komme dels fra almindelig drift og dels fra salg af en eller flere spillere.

Skulle AC Horsens mod forventning ende med at rykke ud af Superligaen i 2023, vil dette kunne håndteres uden behov for drastiske tiltag og inden for de økonomiske og likviditetsmæssige rammer vi har.

AC Horsens vil til enhver tid søge at iværksætte nødvendige tiltag, der tilsikrer, at selskabets finansielle status ikke forværres og en konsekvens heraf vil være forretningsmæssige tilpasninger.

På lang sigt er det vores overordnede ambition, at vi skal være en mere fast del af Superligaen. Dette vil dog kræve, at vi fortsat udvikler vores indtægtsbase både omkring køb og salg af spillere og sponsorer.

Klik her for at læse regnskabet for 2022.