Oliver Bach Sørensen har opnået den højeste målmandstræneruddannelse
19.09.2024 11:52
Efter veloverstået eksamen har Oliver Bach Sørensen opnået ny certificering: UEFA GK A License.
AC Horsens har et veldrevet akademi, der aldrig har stået stærkere, og det er blandt andet takket være en række kompetente trænere, ledere og specialister, der hver eneste dag arbejder på at optimere talentudviklingen på Langmarksvej.
En af dem er Oliver Bach Sørensen, der blev målmandstræner på Akademiet for halvandet år siden, og han er i dag fuldtidsansat som Head of Academy Goalkeeping med særligt fokus på U19-målmændene. Han er også ansvarlig for det målmandsfaglige arbejde nedad igennem årgangene på Akademiet.
I denne uge fik han det synlige bevis på, at han efter veloverstået eksamen har erhvervet sig Europas højeste grad af målmandstrænerlicens.
- Oliver Bach er en vigtig brik i vores akademisetup, hvor han målrettet arbejder med vores talentfulde keepere i dagligdagen. I bestræbelserne på at opretholde og udvikle et udviklingsmiljø med fodboldfaglig kvalitet er uddannelse af vores medarbejdere et nøgleparameter. Vi er særdeles glade for, at Oliver nu er i besiddelse af den højeste keepertræneruddannelse herhjemme (GKA) – han er i forvejen ambitiøs, arbejdsom og dedikeret indenfor sit fagområde – ligesom han med sine stærke menneskelige kvaliteter bringer enormt meget til vores akademimiljø i hverdagen. Stort tillykke herfra, lyder det fra akademichef Martin Bloch.